Stoltheden er den værste modstander

PSYKONTanker

IF Skadeforsikring har samarbejdet med PSYKON i tre år. Personaledirektør Finn Buhl Jørgensen har ingen fast opskrift på, hvornår en medarbejder får tilbudt psykologhjælp – det vurderer han fra gang til gang.

Det kræver ‘fingerspitzengefühl’ at være personaledirektør. Finn Buhl Jørgensen fra IF Skadeforsikring tænker sig grundigt om, inden han tilbyder en medarbejder, at han eller hun kan få samtaler med en af PSYKON’s psykologer. Og ofte vælger han slet ikke at kalde det psykologer – men derimod samtalepartnere.

“Nogle folk løber simpelthen skrigende bort, hvis man siger ordet psykolog”, forklarer han og tilføjer, at de unge medarbejdere dog generelt har et mindre anstrengt forhold til det at gå til psykolog.

Hvorfor har I valgt at have et samarbejde med PSYKON?

“Da jeg kom til IF, benyttede vi forskellige psykologer, når behovet opstod. Det synes jeg ikke var optimalt. Jeg mente, vi havde brug for en fast samarbejdspartner, så vi ikke skulle lede efter en egnet psykolog, når situationen opstod. Ole Nielsen (direktør i PSYKON, red.) og jeg tog et par møder og fandt hurtigt frem til en god aftale.”

Aftalen med PSYKON

Aftalen går i sin enkelthed ud på, at PSYKON træder til, når behovet opstår blandt IF’s godt 425 danske medarbejdere. Sidste år har syv medarbejdere fået tilbudt psykologhjælp, og fem har taget imod.

Det ærgrer Finn Buhl Jørgensen, at der er nogle, der vælger at takke nej til tilbuddet. Ikke mindst fordi han igennem årene efterfølgende har set flere af disse medarbejdere gå ned med flaget.

“Det er svært at stå som personaleansvarlig og se kolleger få det mere og mere skidt – især når det skyldes, at de er for stolte til at tage imod den hjælp, som jeg ved med stor sandsynlighed kan bringe dem videre i tilværelsen.”

Samtalerne med PSYKON’s psykologer hjælper – det viser erfaringerne. De fem, som har brugt dem i år, er alle kommet videre privat og arbejdsmæssigt.

Alle kan miste balancen

Stoltheden fremhæver Finn Buhl Jørgensen flere gange som den værste modstander, når en medarbejder skal overtales til at tage imod hjælp. Folk undervurderer deres problemer – eller rettere overvurderer deres evne til selv at løse dem.

Personligt vil Finn Buhl Jørgensen aldrig selv tøve med at tage imod professionel hjælp, hvis det en dag skulle blive nødvendigt.

“Som jeg ser det, kan livet når som helst komme i oprørt hav, og vi kan alle bringes ud af balance. Dødsfald, skilsmisser eller eksistentielle kriser rammer jo desværre de fleste ind imellem, og det er ikke altid muligt at komme videre med egen hjælp. Det er der intet som helst underligt i.”

At kende sin begrænsning

Ligesom med fysiske skavanker er det derfor bedst at få taget hul på problemet, inden det  udvikler sig til uoprettelige mén. Nogle kan godt selv se, den er gal og kommer direkte til Finn Buhl Jørgensen, andre kommer efter, at de har haft samtaler med deres leder. Det værste for en personalechef er først at blive inddraget efter, at tingene er kørt af sporet.

“Det frustrerer mig enormt, når det ikke er muligt at finde en løsning, fordi jeg er blevet inddraget for sent. Heldigvis har jeg kun oplevet det meget få gange i min tid hos IF.”

Hvornår ved du, at du skal henvise en medarbejder til PSYKON?

“Det har vi ikke nogen faste retningslinjer for. Jeg vurderer fra gang til gang, om problemerne bunder i noget, der er uden for mine kompetencer. Medarbejderne ved, at de samtaler, de har med mig, er fortrolige, og derfor er det meget nærliggende, at samtalerne tager en personlig drejning, men jeg er meget varsom med at åbne op for noget, som jeg ved, jeg ikke er den rette til at fuldføre.”

Finn Buhl Jørgensen beretter, at han ind imellem bliver lidt trist, når medarbejdere indvier ham i forhold, som er ekstremt personlige.

“Alle har behov for at åbne op for sluserne ind imellem. Ofte vælger vi at gøre det til en fortrolig person, men jeg har oplevet at sidde over for en medarbejder, som tilsyneladende ikke har andre muligheder end at betro sig til mig. Og det synes jeg da dybest set er tragisk.”